Vladimir Tomic
Space that Stole the Time
01.10.17 – 29.10.17
Ringsted Galleriet er stolte af at kunne præsentere den bosnisk fødte billedkunstner Vladimir Tomics solo udstilling Space that Stole the Time, der igennem videomediet udforsker sin identitet som flygtning og borger i det danske samfund.
Tomic arbejder med det selvbiografiske. Med en poetisk flydende struktur har Tomic bl.a. lavet den prisbelønnede Flotel Europa, en gribende fortælling om at være barn af Balkan-krigene. Tomic formår i sit arbejde at veksle mellem det realpolitiske og en æstetisk flertydighed, der giver plads til beskuerens egne erindringer.
Tomic afsøger ikke den storpolitiske historie, men zoomer ind på de praktiske omstændigheder, der bliver virkelighed for et barns og dets familie, når hverdagen afløses af krig.
Med fokus på detaljen giver Tomics personlige historie et strukturelt indblik i hvordan teenage-livet, bureaukrati og sorgbearbejdning forsøges indordnet i følgevirkningerne på krigens kaos. Værkerne undersøger eksistentielle spørgsmål omkring adskillelse, tabet af det velkendte og nære og tabet af tid.
Kunsten bliver ofte skudt i skoene at den er verdensfjern, at den er navlebeskuende, at den ikke dealer med virkelige problemer. Der er ikke megen elfenbenstårn eller verdensfjern kunstnerpersonage hos Tomic. Det daglige liv er materialet, den viljefaste og ’strenge’ mor, arbejdet som sikkerhedsvagt, smarte vasketøjsanordninger, risen der skal tages af bluset, videopostkort fra kajen ved flygtningeskibet Flotel, netstreaming af mormorens begravelse. Alt væves med en nøgtern og poetisk logik tilbage til krigen. Igennem hverdagens banaliteter bliver vi introduceret til et genkendeligt familieliv, der er havnet i en fremmed kontekst.
I Tomics billedkunstneriske optik er det netop igennem den personlige vinkel, de undseelige detaljer at vi præsenteres for hvordan krig ændrer ALT for de implicerede. De banale betingelser i hverdagen dekonstrueres af krig. Livet som flygtning slutter ikke ved opholdstilladelsen og fast-arbejde, men understreges af hverdagens gøremål. Livet går sin vante gang, risen skal af bluset, man skal ’gå sin runde’ og samtidig er man fastholdt i et krigstraume.
Videoværkerne er holdt i et stringent minimalt formsprog med ’splitscreens’, hvor form og indhold overlappes, samtidig er de adskilt, i en opsplitning af tid og rum. Nutid og fortid kører simultant, hvor fortiden kaster nutidige reaktioner af sig. Tomic forsøger at visualisere det fremmedgørende element som flugt og migration påfører mennesket. Værkerne er også et personligt usentimentalt ikke-koreograferet opgør med den ’tabte tid’.
Med det nye 2-årige udstillingsprogram de-co-lage!, vil Ringsted Galleriet igennem 12 udstillinger præsentere forskellige kunstneriske tilgange og ikke mindst materialebehandling. Kunstrummet er som bekendt ikke længere et visningssted forbeholdt teknisk mesterskab, eksklusive materiale og lovord omkring det subversive. Med dette program ønsker at vi indfange det enorme spænd, der er i kunstrummet, fra det lille formelle nørderi, til spektakulære magtdemon- strationer. Space that Stole the Time er den 2. udstilling i programmet.
Kurateret af Agnete Bertram / Morten K Jacobsen