Det er med store forventninger, at Ringsted Galleriet inviterer indenfor til gruppeudstillingen Décollage II. Vi har via den kuratoriske tilgang påtaget os décollage-strategien, der har været udstillingsprogrammets underliggende tematik. Décollage-begrebet var egentlig en fransk luftfartsbetegnelse, der både betegnede ’take off’ – og flystyrtet!* Med forskellige generationer af kunstnere, forskellige status og forskellige kunststrategier ønsker vi igennem denne kuratering at flugte og praktisere den uorden og potentielle konflikt der ligger i décollage-tilgangen.

Peter Bonde, markerede sig 80’erne som maleren med den dårlige smag. I dag afsøger han stadig maleriets muligheder, både i sine maleriske installationer, hvor der på den ene side skabes forbindelser til Mountain bikes, plastikdunke, fladskærme osv. og på den anden side den metaekspressive stil på opspændt spejlfolie. Bondes maleriske tilgang er drilsk, når det kommer til det gestiske; værkerne balancerer mellem det indifferente og det pågående ekspressive. Bonde søger konflikten mellem funktion og indhold. Bondes motiver er kunsten eller rettere: dét som flokkes omkring kunsten: gallerister, samlere, kuratorer osv..

Hvor Bonde bearbejder det konkrete og genkendelige (herunder de gestiske klicheer), frasiger Thorbjørn Bechmann sig motivet og den endelige tolkning, der igennem sine tynde tågeagtige olie-laseringer på lærreder skaber smukke ordløse flader. Bechmann arbejder på at skabe abstrakte billeder, der ikke lægger sig op ad eksisterende (mester)værker. Bechmann søger at lave billeder uden repræsentation. Bechmanns værker kan indlæses som et tavst oprør imod den ’tvangskonceptualisme’ hans generation er formet af. Bechmann frasiger sig behovet for fortolkningen hos beskueren, da det skygger for oplevelsen til at se. Ved at reducere værket til indhold, reducerer og tæmmer man værket, gør det håndterbart, gør det stuerent. Bechmann påtager sig en position: ”der udfordrer oplysningsparadigmet baseret på gennemsigtighed.”

Jens Hüls Funder arbejder minimalt, næsten konspiratorisk og sci-fi-æstetisk. Legoklodser bygges der med. De sorte legoklodser bygges ind i forskellige omslag fra DVD box-sets såsom The Wire og Mad Men. Box-set-kasserne er installeret uden dikkedarer på et bord sammen med tomme fuglehuse og danner tilsammen en fornemmelse af bylandskab. Funders aparte sammenstilling af materialer udfordrer forestillingsevnen. Det er på sæt og vis genkendeligt, det vi ser, men også mørkt og køligt, vel nærmest afvisende for den hurtige afkodning. De sorte legoklodser troner perfekt i DVD-omslagene, man kunne fristes til at kalde dem sorte spejle eller Black Mirror(s) som Netflix-serien. Dvd-kasserne repræsenterer en tid fra før underholdning befandt sig i den digitale sky og var allestedsnærværende på menneskers sorte skærme. Man fornemmer en mening – ligesom man også fornemmer en mening DVD-omslagene imellem. Det er et værk, som er svag på konklusioner, men rig på anelser.

Hos Camilla Rasborg er det derimod den konkrete og nære virkelighed, der er katalysator for hendes værkpraksis. Forhåndenværende og kasserede materialer som står til udsmidning på hendes vej til-og-fra atelieret, bliver opdaget, taget med, og siden revitaliseret og gjort til værk. Rasborg kigger virkelig på tingene, et skæremærke i en kasseret (og ordinær) plade bliver omdrejningspunktet for den æstetiske undersøgelse. Rasborg viser 5 malerier der tager udgangspunkt i en, for hende, tilfældig hændelse: en afdød malers (fra Rasborgs egen opgang) kassererede rammer. Fælles for de 5 værker er, at de bevæger sig i et abstrakt udtryk og at de gør brug af fundet, kasseret materiale. Udstillingens værker aktiverer det forhåndenværende, det tilfældigt opståede og fremviser tings forgængelighed.

Interessen for det tilfældige og processuelle ses også hos Claus Haxholm. Haxholms er kunstens alt-mulig-mand. Hjemmevant agerer han som billedkunstner, jazzmusiker, samarbejder med digtere, skaber større musikalske performances, der opløser de faste mærkater omkring hvad-der-er-hvad. Haxholm er billedkunstneren, der laver musik og musikeren, der laver billedkunst. Værkerne på udstillingen, ”håndklædeværker” som Haxholm betegner dem, er kendetegnende for hans praksis. Her er håndklæder en ganske legitim bund, der præger og dokumenterer et udtryk for den kunstneriske handling og er for så vidt meget lige til: ”Værkerne har Skiftende størrelser (…). De er alle indfarvet sort. Nogle har malingrester, lidt papir og ord og andet på sig.” Værkerne er tænkte som en slags ambient flade eller rum. Med ambient forstås det som de tilfældige konsekvenser af naturens og menneskerne gøren og laden og drømmen, som så er sat sammen i disse froté flader, der hænger og flimrer.

Med udstillingsprogrammet de-co-lage! der tog afsæt i efteråret 2017, kigger vi på kunstens tilpasningsevne (eller mangel på samme). Med dette program ønsker at vi indfange det enorme spænd, der er i kunstrummet. Fra det lille formelle nørderi, det politiske, til spektakulære magtdemonstrationer. De-co-lage II er den ellevte af tolv udstillinger i udstillingsprogrammet. Med Décollage II ønsker vi at vise noget af det spænd i én enkel udstilling.

Holdet bag Ringsted Galleriet inviterer indenfor til et møde med det billedkunstneriske felt. Her vil der være mulighed for at opleve høj kunstfaglighed i en afslappet og imødekommende ramme. Der vil være lidt øl, vin, sodavand, snacks af en art, og ikke mindst såkaldt artist-talk, hvor man får mulighed for at høre kunstnernes tanker omkring værkerne.

Tak for opmærksomheden!

* Siden blev det brugt af den tyske kunstner Wolf Vostell som en kunstnerisk strategi. Forskellen på collage og décollage er, at décollage i sit udgangspunkt handler om at splitte, rive op, og flytte sig ift. det allerede eksisterende (billede). Décollage synes umiddelbart negativ, men har samtidig også udvidet mulighederne for det kunstneriske materiale og den kunstneriske handling.

Kurateret af Morten K Jacobsen