Som røgen fra den nøgne kvindes smøg forsvandt du en nat. Lænet ind over dit skrivebord. Der sad du – alle de år jeg kendte dig. Du knyttes til barndommen. I mit voksne liv var jeg for selvbevist til at være din ven. Holdt dig hen i brevene, små fragmenter af min virkelighed, jeg skulle have skrevet en løgn, alt ville være mere spændende, end det der nåede din postkasse. Det du gav mig var rigt, det dyrebareste jeg havde mødt. 
I døden giver vi ingen gaver, men først efter du var død, forstod jeg, hvad du gav mig i livet. Derfor kæmper jeg med at holde fast i dig, give dig igen, få mere selv – jeg længes. Min måde at fastholde dig er gennem kunsten. I døden giver jeg dig tilbage, her er kunst, her er liv, her er en rygende nøgen dame til dit yngre jeg. 
Jeg giver dig damen, kvinden, pigen, din største kærlighed sammen med kunsten. Jeg giver dig smøgen som om intet var hændt. Det føles som ingenting, målt med dét du gav. Jeg låner fra kunstnerne, jeg låner udstillingen, jeg låner dig. 
Jeg sanser – den utrolige fornemmelse for pauser, stilhed, nøgen fakta, som der findes i værkerne hos Annarosa Krøyer Holm. 
Michael Kirkegaard – humoristisk alvor i værkernes efterliv, genskaber livet i værker fra det livløse lager. 
Ursula Reuter Christiansen. Ursula, Ursula, Ursula, kraften i kunsten, livet i kunsten, dine malerier er muser i mørket. 
Og gaven… den lille fine nøgne dame, der inviterer dig ind i sit fjerne blik, smøgen der ryger sig selv, nærmest mere lokkende end blikket. 
Jørgen, jeg håber jeg møder dig gennem værkerne, pauserne og menneskene i denne udstilling. Jeg går til værks som arkæologen på jagt efter informationer, der kan danne det ønske om helhed, jeg ikke kan slippe.

Kurateret af Agnete Bertram