Ringsted Galleriet præsenterer med rank ryg, udstillingen emeritus af professor emeritus Erik Steffensen. Steffensen (1961) er kulturens altmulig-mand, en entreprenant billedkunstner, forfatter, foredragsholder og underviser, der med et imponerende Curriculum Vitae, kan mønstre soloudstillinger på bl.a. Ordrupgaard og Ny Carlsberg Glyptoteket. På emeritus har Steffensen udvalgt en række fotografiske værker fra sit oeuvre, der flugter med Ringsted Galleriets udstillingsprogram, omhandlende referencen som betydningsbærer. 

Kunstens historie er en autoritær historie, hvor kunstneriske ikoner dyrkes, værker og misforståelser hyldes. Kunst bliver ofte opfattet som boheme, som et frirum, men også den har hierarki. Kunstnere bliver institutionaliseret og deres kunstneriske metoder gøres ((u)frivilligt) til skoler. Vi ønsker at lave en udstilling, hvor autoriteten er nærværende og udtalt i udstillingsoplægget, da vi mener at den rumsterer mere eller mindre tydeligt i perceptionen. Derfor har vi valgt emeritus-betegnelsen der understreger Erik Steffensens professorale fortid på Det Kgl. danske Kunstakademi – den fineste kunstuddannelse i hele kongeriget. 

Emeritus er et power-ord, en latinsk betegnelse der oprindeligt betød ’udtjent’, men som i dag bruges til at understrege en særlig position i den universitære verden. En emeritus er en slags autonom figur, en dannet boheme, vis udsigelsesposition synes hævet over polemik og politik, fra hvem kilderne flyder ufiltreret igennem. Sådan er Erik Steffensens emeritus ikke.

Steffensen går til kilderne og til ’vaflerne’, ind og bokser med heltene og myterne. Motivet holdes ikke i dydig armslængde, her arbejdes i stedet med en slags ’method acting’ hvor han tilegner sig sit motiv, sin figur – eller gror et skæg ligesom Jorns. Det er dramatisk og beskedent. Det er Steffensens betragtning, hans erfaring på August Rodin, ikke ’Historiens’. Erik Steffensen er en billedkunstner der æstetiserer sin perceptionen af kunsthistorien. Således at kilderne Cézanne, Rodin, Manet og Hammershøi ikke står uantastet, men fordrejes på ny. Det er hverken ikonoklasme eller underkastelse, men en lyst til at se velkendte ting (værker) på ny. 

Steffensen er en gadedreng fra Valby, han kan sin finkultur, sin Rodin, men også sin Anders And. Det er ikke en high-and-low leg hvor ’trivial’ kultur skal balancere den ’finere’, her citeres ligeværdigt, da tilgangen er; at værdien findes i selve konteksten. Referencerne bruges for at skabe nye situationer og nye betydninger – ’få udvidet begreberne’, som Steffensen har udtalt. 

Steffensen har arbejdet med mange medier, blandt andet maleriet, hvilket hans fotografiske værker bærer præg af. I den abstrakte eller ekspressionistiske maler-tradition er den korrekte gengivelse nedtonet til fordel for hvordan billedet bør sanses og opleves. Det er denne maleriske tilgang man kan aflæse i Steffensens fotografiske ’billedforsøg’. Det er ikke værker hvor korrekt eksponering og gengivelse af motivet er målet. Det er i stedet at komme nye steder hen igennem efterbehandling, hvor nye lag tilføjer ny betydning, ligesom kunstmalerens overmalinger der forrykker motivet og forestillingerne.

Kurateret af Agnete Bertram / Morten K Jacobsen