udstilling-landbrug-steds-specifik

Peter Kruse Larsen / Peter Højbjerg

Stedsspecifik

07.10.23 – 28.10.23

Det er med stor glæde at kunne præsentere duo-udstillingen, Stedsspecifik med Peter Kruse Larsen (f.1962) og Peter Højbjerg (f.1988). Sammen har de skabt en udstilling, som med mange formmæssige afstikkere, behandler landskabet som kilde til motiver og motivation. Med malerier, Trangia-sæt, telt, video, fundne paneler fra husrenovering og sokker fra Ringsted, byder Ringsted Galleriet velkommen til Stedsspecifik – den 5. af i alt 6 udstillinger i udstillingsprogrammet, LANDBRUGLAND.

Når man træder ind i Ringsted Galleriets historiske udstillingslokale, kan det ved første øjekast ligne et naturhistorisk museums-tableau af en hensvunden epoke. Vi møder et opslået hightech vandretelt med diverse outdoor remedier. I det lave telt kører en video i loop med en tidligere gå-performance og der hænger brugte sokker indsamlet i Ringsted og dunster. Omkring teltet ses malerier af korncirkler og bornholmske landskaber. På gulvet ligger paneler fra en husrenovering, der engang havde en praktisk funktion, men som her og nu er æstetik og readymade. Stedsspecifik er en udstilling, der søger at skabe forbindelser mellem oprindelighed og hightech, mellem myter og det faktuelle.

Med denne udstilling bringes to kunstnere i spil, som begge inddrager landskabet som motiv, metode og system. Peter Kruse Larsen er optaget af det han kalder: ’kilden til egentlige oplevelser’. Igennem maleriske undersøgelser af landskabet som fænomen og tegn, arbejder Kruse Larsen alsidigt motivisk og teknisk; fra den grundige penselføring til den hurtige og næsten illusionsløse maleriske skravering. Kruse Larsen er både i ’felten’ med sit klassiske landskabsmaleri, men sidder også foran skærmen og fremlægger linjer og strukturer som antyder en underlæggende metafysiske verden der siden danner forlæg til hans geometriske malerier. Det er både ultralokalt og globalt – direkte og medieret. Det er kunst for kunstnerens egen skyld. På mange måder er det et traditionelt og stille ærinde, men med det lille glitch at den maleriske bund er på fundne og forhåndenværende materialer, der forsøger at undergrave malerens ærinde (at gengive det oplevede). Malerbunden, der bruges – f.eks. gamle gulvbrædder, forskaldnings – og loftsplader – cementerer det flygtige og forgængelige.

Mens kruse opfatter og erkender mønstre og landskaber som fænomener som man er delagtig i, ’tegner’ Højbjerg linjer og geometri i landskabet med sine gå-performances. I videoværket, der vises i teltet på Ringsted Galleriet, ses en sammenklippet version af værket Bøvl – Løsning – Bøvl – ∞. Det er kunst i øjenhøjde; godt mudret til af vabler, kulde og strabadserende ruter, med overnatning og overlevelse i naturens luner. Men værket går også i en anden retning. I en slags kunst set fra oven; klinisk, støjfrit og nidkært overvåget af en digital geotracker, der registrerer og ’tegner’ Højbjergs færden med en rød linje på det grønlige, digitale landkort på fitness appen Strava. Det giver en rem af konceptuel kølighed, hvis ikke det havde været for den skæve konceptuelle rammes diktat: Gå mellem de to jyske byer Bøvl og Løsning i et uendelighedstegn. Det punkterer den højstemte naturromantik og trækker det i en mere deadpan-agtig retning. Det forstærkes yderligere af den digitale registrering, som simpelt tegner et uendelighedstegn, der har taget 9 dage at ’lave’, og som tegn betragtet er uden visuel bravur, men som fungerer som et ’bevis’ for handlingen, som Højbjerg siger.

Med Stedsspecifik præsenteres to kunstneres praksisser, der bærer præg af en interesse for landskabet, som både er et sted og en ide. Det er landskab set i øjenhøjde og fra oven.

Med udstillingsprogrammet, LANDBRUGLAND, tager Ringsted Galleriet afsæt i dets nære omgivelser, som er rodfæstet i landbruget og ikke mindst, at dets lokaler tidligere har huset byens landbrugsmuseum. Det sker gennem udvidelse af udstillingsplatformen til Ringsted Museum og Arkiv, som i dag huser byens landbrugssamling. Her vil museumsgæsten løbende gennem udstillingsprogrammet finde nye og tidligere, kunstneriske indslag, som både peger ind i den historiske museumssamling samtidig med, at det er forbundet med udstillingen på Ringsted Galleriet, man vil i den forbindelse kunne se et værk af Peter Kruse Larsen indgå i den museale samling.

––

Peter Højbjerg (f.1988) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2021 og bor og arbejder i København. Han har de senere år haft en bred udstillingspraksis, som spænder fra etablerede udstillingssteder til ikke-kunstrum som Bilka i Fields og Telia Parken. Her har Højbjerg huseret med sine deadpan performances. Derudover er Højbjerg en del af det kunstnerdrevne udstillingssted Skjold Contemporary beliggende på Østerbro Stadion (i et omklædningsrum) i København.

Højbjerg arbejder primært med performancekunst, land-art og sproget som katalysator for værktilblivelsen. Hans værker er ofte stedsspecifikke og skabes på stedet, hvor de tapper ind i bestemte lokaliteters underliggende strukturer for at reflektere over den stedsspecifikke kontekst, der former vores liv. Højbjerg er optaget af at skabe inkluderende kunstoplevelser i samspil med (det ofte uanede) publikum i det offentlige rum. I et af hans seneste værker ‘Bøvl-Løsning-Bøvl-∞’, gik Højbjerg i 9 dage ad en rute udformet som et uendelighedstegn (set oppefra) mellem de to jyske byer, Bøvl og Løsning. Værket var en åben invitation til offentligheden i form af en pressemeddelelse om at gå med på ruten, men var også mere subtilt ’lagt op’ som en vandrerute på fitnessappen Strava som en slags billedkunstnerisk Camino. Værket fungerede både som en her-og-nu oplevelse, men også som en visuel dokumentation på de 180 km Højbjerg tilbagelagde. Ruten blev tegnet op digitalt med en rød linjeføring på det grønne landskab. Dermed fungerer værket som et grafisk tegn med komplementær kontrast, og slet og ret som et Sisyfos-agtigt projekt.

Peter Kruse Larsen (f.1962) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1992, og bor og arbejder på Bornholm. Kruse Larsen har igennem årene udstillet på kunstinstitutioner som O-Overgaden og Møstings Hus og deltaget på Enter Art Fair, men har ellers primært haft sin gang på de mere snørklede steder såsom Storrs Antikvariat og Bonamatic i København.

Peter Kruse Larsen er en billedkunstner, der på insisterende vis har arbejdet uforstyrret ved siden af hypen og den evige jagt på prestige. Han har holdt næsen i sporet, sin interesse for naturen, kosmos og ikke mindst landskabet i hævd. Kruse Larsen er hardcore uden at gøre et nummer ud af det. Han er både traditionalist og avantgardist. På den ene side dyrkes de klassiske dyder som et godt malerisk håndværk, men der smides også lige et intenderet bespænd ind i kampen ved brugen af forhåndenværende (og forgængelige!) materialer. Gamle gulvbrædder, forskaldnings – og loftsplader og hvad Kruse Larsen ellers har inden for rækkevidde, bruges som fundament for værket (som malerbund for maleriet). Dette materiale greb og mesterskabets-swung udtrykker en næsten manisk van goghsk-skabertrang. Der skal males! Og det bliver der i den grad. Motiver af korncirkler fundet på nettet, males op som grafiske abstrakte tegn på fundne materialer og så til de egentlige landskabsmalerier (igen på fundne materialer), der skabes i landskabet. Kruse Larsen maler dét han ser on-site ved sin ejendom på Bornholm. Smuk og melankolsk flimrende observation af her-og-nu. Kruse Larsens praksis er ydmyghed og vildskab i en og samme figur!

Kurateret af Morten K Jacobsen / Heidi Hove

Udstillingsprogrammet LANDBRUGLAND og dets formidlingsprogram er venligst støttet af: