Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til åbning på udstillingen, Svarre/Stockholm med kunstnerne, Daniel Svarre og Dan Stockholm, hvis arbejder for første gang bringes sammen i en duo-udstilling. 

I 2016 lavede Stockholm og Svarre i hhv. Tyskland og Danmark to separatudstillinger, der på forskellig vis kredsede om deres afdøde fædre og det tomrum, som de havde efterladt sig. Omdrejningspunktet for Stockholms arbejder var faderens hus, hvor Stockholm metodisk rørte ved hver en mursten,for derefter at lave en række negative afstøbninger af sine hænder i gips, der indsættes i nye, arkitektoniskekonstruktioner.For Svarre var faderens armbåndsur et centralt element. Det blev gengivet i en forstørret og forenklet version, hvor objektets egentlige funktion frarøves mens dets symbolske værdi fremhæves gennem dets maskuline design og placering på udstillingen. 

Begge arbejder de med et patosfyldt indhold i forenklede og serielle udtryk, men alligevel er de æstetiske resultater markant forskellige. Hvor Svarre om-modellerer og reducerer allerede eksisterende, betydningsbærende objekter og designs fra egen opvækst, for derved at give et nyt blik på det materiale vi bygger vores virkelighed på, designer og former Stockholm i højere grad en virkelighed, hvor menneskelige aftegn og spor springer ud af materialet eller forsvinder ind i det. 

På udstillingen viser Daniel Svarre en serie værker, som tager udgangspunkt i brudstykker og fragmenter, som tilsammen danner et scenarie, der tager form som en stue med elementer fra egen opvækst. Intet er dog, som det plejer at være. Alle elementer syntes at have gennemgået en forvandling eller forvrængning, som var de ekstrakter fra en drøm. Det er eksempelvis et spisebord, hvis to bordben er sprunget op på væggen. Det er fire stole, som er blevet fasttømret til hinanden i forskellige mulige og umulige positioner og højder. Det er en ny serie af forstørrede armbåndsure, hvis fremtrædende design og volumen skyder op på forskellige flader i rummet og overskygger de øvrige elementer. 

Dan Stockholm præsenterer værker, der til sammen udgør en scenografi, der vækker mindelser om en arkæologisk udgravning. Med et ton gips strøet ud over gulvet, tegner der sig et drømmelignende bakkelandskab. I de forskellige gipslag skyder porøse kropsdele såsom ensomme fødder og en smuldrende kvindetorso op, og man fornemmer, at blot et vindpust eller en enkelt berøring kan få det hele til at forsvinde. Mere bestandige gipsformationer, som bærer tydelige spor af deres egen tilblivelse, kommer også til syne i landskabet. Det er eksempelvis krukkelignende artefakter med dybe aftegn af de hænder, der har frembragt dem, og som mest af alt ligner forhistoriske forsteninger, og det er store gipsbeholdere med aftryk og spor fra den jord, som de er støbt i og udgravet fra. 

På forskellig vis syntes kroppen, eller fraværet deraf, at være en tilbagevende tematik i de to kunstneres arbejder. Mens den personlige fortælling i Svarres værker i høj grad sløres bag toneangivende designs i forståelsen af psykologiske og sociale forhold fra en nær fortid, syntes det omvendte at være på spil i Stockholms værker. Her arbejdes der i højere grad med naturelementer, hvor krop og materiale går i ét, og hvor vi ikke kun bliver mindet om vores tilstedeværelse men også vores forgængelighed.

Kurateret af Morten K Jacobsen / Heidi Hove